
Der er torsdag aften blevet kastet appelsiner fra en bil på motortrafikvejen mellem Hillerød og Helsinge.
I alt er tre biler blevet ramt. Ingen personer er kommet til skade, men mindst en har fået knust forruden på grund af appelsin-kasterne.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
“Vi har hertil aften fået anmeldelser om, at der er blevet kastet med appelsiner fra en bil, og vi vil gerne indskærpe over for folk, der skulle få en ligeså dårlig idé, at det er noget, vi ser meget alvorligt på. Faktisk sidestiller vi det med stenkast,” siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jakob Tofte til Ekstrabladet.
Vagtchefen oplyser til Ekstrabladet, at politiet ikke ved, hvilken type bil der er blevet kastet fra.
“Der blevet kastet fra en modsat kørende bil, så appelsinerne har altså ramt med hastigheden gange to. Vi laver lige nu de fornødne undersøgelser for at komme omstændighederne nærmere,” siger Jakob Tofte.