En 49-årig mand er blevet anholdt og sigtet for grov voldtægt begået mod en 89-årig kvinde. Den mistænkte er blevet anholdt i forbindelse med slægtskabssøgning
Den 18. september 2015 blev en 89-årig kvinde opsøgt af en gerningsmand på sin landejendom i Over Fussing tæt på Randers.
Her blev hun ifølge politiets sigtelse slæbt ud af huset og udsat for en grov voldtægt udenfor.
Efter voldtægten flygtede gerningsmanden fra stedet, og den 89-årige kvinde lykkedes med at kontakte beredskabet.
Det oplyser Østjyllands Politi tirsdag aften i en pressemeddelelse.
Politiet har siden da efterforsket intensivt og foretaget grundige tekniske undersøgelser. Blandt andet fandt man kort efter voldtægten DNA, der formodes at stamme fra gerningsmanden.
Det var i 2015 dog ikke muligt at få et gennembrud og anholde gerningsmanden, men det har måske ændret sig nu.
I forbindelse med såkaldt slægtskabssøgning har Østjyllands Politi tirsdag kunne anholde en mistænkt.
”Analysen gav i denne sag et match på en person, der er i nær familie med den 49-årige. Vi anholdt den 49-årige tirsdag formiddag på hans adresse i Randers og her tirsdag aften fik vi foretaget en sammenligning af dna’et fra den anholdte med dét, vi fandt i 2015, og resultatet gør, at vi fremstiller ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
Sagen har ligget stille noget tid, men politiet har aldrig opgivet sagen, fortæller vicepolitiinspektøren.
”Det var et utroligt groft og voldsomt overgreb på en sagesløs ældre kvinde, og det er en sag, vi rigtig gerne har villet opklare, men hvor vi ikke har haft afgørende spor at gå efter. Det har vi så fået nu, og jeg er meget glad for, at vi nu har en mistænkt og kan komme videre med efterforskningen af sagen,” siger Flemming Nørgaard.
Den 49-årige anholdte vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers onsdag klokken 09.30. Her vil anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmode om lukkede døre, og derfor har politiet på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentater i sagen.