Ifølge indisk politi er en ung kvinde blevet udsat for flere gruppevoldtægter, mens hun var teenager.
49 mænd er blevet anholdt i Indien i en sag om gentagne seksuelle overgreb på ung kvinde gennem flere år.
Det oplyser indisk politi onsdag.
Ifølge kvinden begyndte overgrebene, da hun var 13 år. Hun er i dag 18. Mændene kendte hende, og blandt de anholdte er naboer og venner af hendes familie, som bor i den sydindiske stat Kerala.
Kvinden er dalit. Ordet bruges om en bestemt gruppe, der ligger i bunden af det hinduistiske kastesystem. Gruppen udsættes i større grad end andre i Indien for seksuelle overgreb som voldtægter.
Avisen Indian Express har skrevet, at en af mændene i sagen afpressede kvinden med en video, han havde optaget under deres samkvem.
Efter afpresningen var der flere af mandens venner, som forgreb sig på pigen, har avisen skrevet.
Ifølge det indiske politi er den nu 18-årige kvinde flere gange blevet udsat for gruppevoldtægter. Efterforskere har fundet frem til, at det er sket mindst fem gange. En af gangene skete det på et hospital.
Sagen kommer på et tidspunkt, hvor der snart ventes at falde dom i en indisk drabssag, som sidste år genantændte debatten om kvinders sikkerhed i landet.
Sagen fra sidste år handler om en 31-årig kvindelig læge, som blev voldtaget og dræbt og siden fundet på et hospital. Drabet førte til omfattende protester.
AFP