I et opslag på det sociale medie X henvender den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj sig i en direkte besked til Danmark. Det sker oven på en samtale med statsminister Mette Frederiksen
Volodymyr Zelenskyj fortæller fredag eftermiddag kort før klokken 16.00 dansk tid, at han har haft en ‘god samtale’ med Mette Frederiksen.
Her har de blandt andet talt om, hvordan støtten til Ukraine kan styrkes.
‘Jeg havde en god samtale med Danmarks statsminister, Mette Frederiksen. Mette er som altid klar til at støtte alle forslag og yde en maksimal indsats. Og det er jeg taknemmelig for,’ skriver Zelenskyj blandt andet.
(Artiklen fortsætter under videoen)
‘Vi drøftede, hvordan vi yderligere kan styrke støtten til Ukraine i at opnå en retfærdig og varig fred. Vi forstår, hvilke skridt der skal tages for at gøre vores samarbejde med partnere endnu mere effektivt, og vi blev enige om at gå videre med dette i fællesskab,’ tilføjer den ukrainske præsident.
Under samtalen har Zelenskyj samtidig delt Ukraines seneste diplomatiske resultater, og den indsats der er lagt fra ukrainske, amerikanske og europæiske hold.
‘Vi (Mette Frederiksen og Zelenskyj red.) støttede straks det amerikanske forslag om en fuldstændig og ubetinget våbenhvile. Nu skal Moskva gøre det samme – stoppe angrebene og drabene og endelig vise parathed til at bevæge sig hen imod fred,’ skriver Zelenskyj videre.
Et af de diplomatiske resultater drejer sig om den famøse mineralaftale, der er blevet underskrevet mellem Ukraine og USA. Her etableres en fælles investeringsfond mellem de to lande. Ukraine bidrager med 50 procent af fremtidige indtægter fra olie, gas og mineraler, herunder sjældne jordarter.
Disse midler skal støtte Ukraines genopbygning og kan bruges til at finansiere køb af amerikanske våbensystemer. Aftalen giver USA en økonomisk andel i Ukraines ressourcer, og den ses som et strategisk skridt mod dybere økonomisk samarbejde mellem de to lande.
Eksperter har tidligere udtalt, at Ukraine har fået mest ud af den aftale.