De næste to år får Teater V en ny kollega. “Det er sjældent at få rum til at udforske og udfordre sin egen stemme,” siger dramatikeren.
Teater V har fået en ny kollega.
De næste to år skal Nanna Tüchsen nemlig være fast husdramatiker på teatret i Valby. Dramatikeren vender dermed tilbage, hvor det hele startede på skrivekurset Dramatisk Laboratorium i 2014.
Det skriver Teater V i en pressemeddelese.
”Det er sjældent, at man får rum til at udforske, og ikke mindst udfordre, sin egen stemme som freelance dramatiker. Jeg ser det her som en unik mulighed for at undersøge, hvor meget forskelligt slags teater, jeg har i mig,” siger Nanna Tüchsen blandt andet i pressemeddelelsen.
Nanna Tüchsen begyndte sin karriere som dramatiker i 2014 som kursist på Dramatisk Laboratorium på Teater V.
Hun blev senere uddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole og har siden skrevet og udviklet flere forestillinger for blandt andre Mungo Park, Herning Ny Teater, Off Off/Produktion og Betty Nansen Teatret.
”Teater V har mange opgaver til mig, men der bliver heldigvis også plads til egne projekter. Det bliver så fedt at genopdage min stemme når udgangspunktet er helt mit eget,” Nanna Tüchsen.
Fokus på udvikling
Det er en 2-årig fondsbevilling fra Wilhelm Hansen Fonden, der har gjort det muligt for Teater V at give plads til, at Nanna Tüchsen kan udvikle sit eget rum.
Her skal ansættelsen kaste lys over Nanna som kunstner samt give ro og rum til personlige, tekstlige eksperimenter.
Hun vil ligeledes prøve at instruere for at undersøge, hvordan det sceniske udtryk formes, når det ikke er instruktøren, der skriver, men dramatikeren, der også tager på sig rollen som instruktør.
”Vi er meget taknemmelige for at Wilhelm Hansen Fonden med denne flotte bevilling giver os mulighed for dette længerevarende udviklingsarbejde, som giver både Nanna og Teater V mulighed for at undersøge, hvordan det påvirker processerne, når en dramatiker bliver en fast del af maskineriet, i stedet for at komme ind udefra til den enkelte produktion,” siger teaterdirektør Pelle Koppel.
Nanna Tüchsens første projekt på Teater V bliver forestillingen ‘Manfreds krig’, som allerede får premiere til april.
Samarbejdet med dramatikeren er en del af Teater V’s vision om at støtte, udforske og udvikle tekstbaseret, ny dansk scenekunst samt at sætte yderligere fokus på udviklingen af den nye danske dramatik.