USA er torsdag gået i gang med at trække hundredvis af soldater ud af det nordøstlige Syrien.
Det oplyser to højtstående amerikanske embedsmænd til New York Times.
Det amerikanske militær lukker tre af de i alt otte mindre baser, USA har i Syrien, siger de unavngivne kilder.
Det vil bringe antallet af soldater i Syrien ned fra omkring 2000 til 1400.
Efter to måneder skal det vurderes, om flere soldater skal trækkes ud af landet, skriver New York Times.
Oplysningen er ikke officielt bekræftet af hverken USA’s regering eller Syriens nye styre.
Tilbagetrækningen af amerikanske soldater fra Syrien kommer, efter at præsident Bashar al-Assad blev væltet af oprørere i december.
En ny overgangsregering er dannet med oprørsleder Ahmed al-Sharaa i spidsen.
Selv om der i sidste måned var meldinger om angreb på især alawitter, som er det religiøse mindretal, som den afsatte præsident Assad tilhørte, betragtes Syriens mere end 13 år lange borgerkrig som slut.
Islamisk Stat har dog stadig en tilstedeværelse i Syrien. Det gælder især i det nordøstlige hjørne af Syrien, hvor også de amerikanske soldater befinder sig.
Den yderliggående islamistiske bevægelse kontrollerede store dele af Syrien og Irak for omkring ti år siden, men blev erklæret nedkæmpet i 2017.
Særligt kurdiske styrker med støtte fra USA’s luftvåben var effektive i kampen mod Islamisk Stat.
De kurdiske styrker, der sidder på magten i det nordøstlige Syrien, accepterede i sidste måned en aftale om at samarbejde med landets nye regering.
USA’s præsident, Donald Trump, har udtrykt ønske om at hente alle USA’s soldater hjem fra Syrien.