Uhyggelig sag breder sig: Flere og flere dyr findes mishandlet og dræbte

Fredag morgen er der fundet endnu et dødt dyr i samme område, som der for kort tid siden er fundet flere mishandlede og dræbte dyr. Politiet mistænker, at en dyremihandler hærger

Først var det to geder, der blev fundet med så store skader, at de var afgået ved døden.

Dernæst blev et rådyr fundet i samme område med alvorlige skader.

Og fredag morgen er den så gal igen. Politiet oplyser, at en død og mishandlet vædder nu er blevet fundet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Det er Midt- og Vestsjællands Politi, der i fredagens døgnrapport fortæller om de uhyggelige fund af døde og mishandlede dyr, der alle er fundet på marker i nærheden af Slæggeropstien ved Roskilde.

Politiet oplyser, at de mistænker, at en gerningsmand kan have påført alle dyrene skaderne.

På nuværende tidspunkt er politiet dog på bar bund, lyder det i døgnrapporten.

“Umiddelbart har vi ikke noget andet at gå efter,” siger kommunikationschef ved Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Kristensen til Ritzaus Bureau.

Politiet søger derfor blandt andet spor i offentligheden.

‘Politiet har ingen spor på nuværende tidspunkt og vil derfor gerne høre fra alle, der færdes i området, og som har en viden om, hvem gerningsmanden kan være, eller som har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer,’ lyder det i døgnrapporten.

Du kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.

Endnu en dagligvaregigant i Danmark melder sig nu ind i kampen mod Trump. Denne gang er det Rema 1000, der foretager ændringer