Trumps toldpause: Store ændringer for danske aktier

De seneste to uger har skiftende toldmeldinger fra den amerikanske præsident, Donald Trump, sat skub i de globale aktiemarkeder, som har bølget frem og tilbage.

De store udsving har også ramt det hjemlige aktiemarked. Mandag starter det danske C25-indeks med en stigning på 2,5 procent.

Øverst i indekset ligger selskaber som GN Store Nord, Zealand Pharma, Rockwool og Novo Nordisk.

De skiftende meldinger fra Trump har – sammen med en eskalerende toldkrig med Kina – fået frygten for en recession til at stige, og det fik i første omgang drevet kurserne langt ned.

Onsdag i sidste uge lød det så fra præsidenten, at han satte sine toldplaner delvist i bero i 90 dage.

Det skabte en sådan lettelse på markederne, at den amerikanske fondsbørs i Wall Street i New York endte med de højeste stigninger siden 2008.

Dagen efter fulgte det danske C25-indeks trop med sin største stigning nogensinde.