Den amerikanske told på kinesiske varer ligger på 145 procent, men Trump nu undtager nu flere varer.
USA’s præsident, Donald Trump, undtager nu flere varer fra den astronomisk høje gengældelsestold.
Det oplyser USA’s told- og grænsemyndigheder, skriver det amerikanske medie CNBC.
Undtagelsen kommer, efter Trump den seneste tid har hævet tolden på kinesiske varer markant.
Med den seneste opjustering af toldsatsen i denne uge ligger USA’s told på kinesiske varer på mindst 145 procent.
Den nye melding vil konkret undtage computere, telefoner og chips fra gengældelsestold.
Som modsvar har Kina hævet tolden på amerikanske varer til 125 procent.
Tidligere var forventningen, at den høje told særligt ville påvirke teknologivirksomheden Apple, der producerer over 80 procent af dets produkter i Kina, skriver CNBC.
Kinas finansministerium har tidligere ifølge AFP sagt, at de høje amerikanske toldsatser trodser “grundlæggende økonomiske love og sund fornuft”.
Kineserne har derfor igen officielt indgivet en klage til Verdenshandelsorganisationen (WTO) over den amerikanske straftold på kinesiske varer, skriver Reuters.
Donald Trump offentliggjorde i sidste uge en række omfattende forhøjede toldsatser for lande verden over.
Det har sendt rystelser igennem aktiemarkeder fra USA til Asien, og frygten for en recession er steget.
Onsdag i denne uge ændrede den amerikanske præsident kurs og lempede tolden for stort set alle lande i 90 dage – men ikke Kina.
Donald Trump har sagt, at tolden vil stige for lande, der indfører eller øger tolden på amerikanske varer.
Den amerikanske præsident anerkender vanskelighederne ved sin toldpolitik. Men han fastholder samtidig, at det er den rette kurs for USA.
Han vil med højere told tvinge udenlandske virksomheder til at producere deres varer i USA og på den måde skabe amerikanske arbejdspladser og sætte gang i den amerikanske økonomi.
/ritzau/
Alt for få forbereder sig på krisen: ‘Vi kommer til at skrue op for indsatsen’.