Tre mennesker har søndag mistet livet i en lavine i det nordlige Italien.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Lavinen ramte fem skiløbere omkring middagstid på den østlige side af bjerget Punta Valgrande. Det ligger i Alperne på grænsen mellem Italien og Schweiz.
Skiløberne blev trukket flere hundrede meter ned ad bjerget af lavinen. De to overlevende blev bragt til hospitalet i helikopter.
Forud havde der været en advarsel om laviner i området. Ifølge varslet var der “betragtelig fare for laviner”, skriver AP.
Det italienske nyhedsbureau Ansa skriver, at de tre dræbte var mænd fra byen Verbania. Den ligger omkring 45 kilometer fra bjerget.
De tre mænd var på vej op ad bjerget til fods sammen med to andre venner, skriver Ansa.
Ifølge nyhedsbureauets oplysninger ville de køre offpiste ned ad bjerget.