Fredag starter uhyggen i Tivoli: Det kan du se frem til i halloween-sæsonen

Halloween-sæsonen er blevet en velbesøgt tradition i Tivoli. Igen i år bliver oktober måned fyldt med hyggelig uhygge i haven.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Fredag klokken 11 slår Tivoli dørene op til forlystelsesparkens 21. halloween-sæson.

Sidste år slog man besøgsrekord med en forlænget sæson, og man har derfor valgt at holde fast i at sprede efterårs-uhyggen i knap fem uger igen i år.

Fra den 2. oktober til og med den 1. november kan gæster dermed se frem til en måned fyldt med efterårsstemning og uhygge.

Sæsonen byder både på velkendte traditioner og nye oplevelser, lyder det i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Oplever stor interesse

Hos Tivoli har man i de seneste år set en stigende interesse for halloween-markeringen blandt havens gæster, og derfor har man også valgt at gøre endnu mere ud af sæsonen.

”Den store interesse for Halloween fra både danske og internationale gæster viser, at der er et betydeligt potentiale i at videreudvikle efteråret som turismesæson. Halloween er i dag en vigtig del af Københavns efterårstilbud og appellerer bredt på tværs af generationer og landegrænser. Den position vil vi fortsætte med at udvikle og bruge til at styrke Tivoli som internationalt oplevelsesbrand,” siger Susanne Mørch Koch administrerende direktør i Tivoli.

Blandt halloween-traditionerne i Tivoli er DM i Kæmpegræskar, der bliver afholdt på lørdag den 3. oktober, samt den store udklædningsdag, hvor gæsterne opfordres til at komme i deres bedste halloween-udklædninger den 1. november.

Den 24. oktober vender Monsters’ Night Out-optoget desuden tilbage med zombier, monstre og udklædte gæster.

Er man ekstra modig, kan man begive sig ind i Tivolis to ‘scary houses’ Villa Vendetta og Det Hjemsøgte.

Tivolis Halloween-gæster kan desuden se frem til at opleve det helt nye japanskinspirerede område i haven.

“Med åbningen af vores nye forlystelsesområde Hikari i august har vi samtidig føjet en af de største nyheder i Tivoli i mange år til den oplevelse, gæsterne kan se frem til, når Halloween vender tilbage,” lyder det fra Susanne Mørch Koch.

Du kan læse meget mere om halloween i Tivoli på forlystelsesparkens hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce