‘Talende statue’ opfordrer unge til at forfølge deres drømme

Snart vil en statue i Hørsholm blive en del af det interaktive projekt ‘Talking Statues’ og dele sin historie med forbipasserende.

Snart kommer Hørsholm Kommune i fornemt selskab med byer som eksempelvis Dublin, New York, Paris og Chicago.

Kommunen nord for København bliver nemlig en del af det internationale projekt ‘Talking Statues’, når ‘Forskeren ved Vallerødskolen’ forvandles til en talende statue.

Det skriver Hørsholm Kommune på deres hjemmeside, hvor du også kan se et billede af statuen.

Der er tale om en fire meter høj statue, der forestiller videnskabsmand Eske Willerslev. Den har været placeret på Stadionalle i Hørsholm siden 2021.

Førhen har forbipasserende kunnet se statuen, som er lavet af billedkunstner Kristian von Hornsleth, men fremover vil man altså også være i stand til at ‘tale’ med den.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Din telefon ringer, og du kan nu vælge at acceptere eller afvise et opkald fra statuen Forskeren, der forestiller den verdensberømte DNA-forsker Eske Willerslev – mon ikke de fleste alligevel vil tage det opkald…?

Sådan beskriver Hørsholm Kommune den nye interaktive oplevelse.

Den talende statue får en QR-kode, som forbipasserende kan skanne. Når de gør det, starter en monolog fra Eske Willerslev, hvor han deler sin rejse som forsker og opfordrer især unge til at følge deres drømme og ambitioner.

Idéen bag ‘Talking Statues’ er at give stemme til statuer, så de kan gøre fortiden levende ved at fortælle deres historier til forbipasserende. Indtil videre er der 12 talende statuer i København.

‘Forskeren ved Vallerødskolen’ forvandles til ‘en talende statue’ fredag den 28. februar. Her vil Eske Willerslev blandt andet holde tale.

På trods af plagiatsagen får Katherine Diez nu en fornem dommerrolle. ‘Hun er et begavet og positivt menneske,’ begrunder redaktøren.