Største nogensinde: Historisk begivenhed finder sted i hjertet af København

Illustrationsfoto: De 3 Broers Halvmaraton 2024

Der er lagt op til en storslået begivenhed, når VM i halvmaraton afholdes i København næste år.

Hele seks verdensmestre samt 65.000 løbere forventes at stille til start til VM i halvmaraton, der afholdes i København i 2026.

Og hvis forventningen indfries, bliver dette scenen for det største deltager-event nogensinde i Danmark.

Det skriver Sparta Atletik og Løb i en pressemeddelelse.

”Det er helt unikt, at der både er plads til verdenseliten og motionister til et verdensmesterskab i de københavnske gader. Jeg håber, at der bliver stor opbakning både på tilskuerruten og blandt dem, der snører løbeskoene, så vi kan vise resten af verden, at København er værd at satse på som vært for store events, der skaber glæde, engagement og giver turister til byen,” siger overborgmester Lars Weiss i pressemeddelelsen.

Verdensmesterskabet bærer titlen ‘World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26’ og omfatter distancerne ‘One mile’, 5 km og halvmaraton, der består af lige over 21 km.

Her kan både mænd og kvinder deltage i løbefesten.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard, fremhæver ligeledes det historiske aspekt ved begivenheden og ser frem til de muligheder, sådan et event kan bringe.

”VM i landevejsløb 2026 bliver mere end et mesterskab. I samarbejde mellem Sparta, Dansk Atletik, Københavns Kommune og en række stærke partnere bliver VM kulminationen på en løbsfestival, der inviterer københavnere og gæster til at opleve byen i løbetempo. Med potentiale til at blive den største deltagerevent nogensinde på dansk jord, kommer det til at være en historisk begivenhed, hvor motion, fællesskab og Københavns unikke rammer smelter sammen,” siger Mia Nyegaard.  

Københavns Kommune står sammen med Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen bag mesterskabet, der arrangeres for World Athletics af Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb.

‘World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26’ finder sted den 19. og 20. september 2026.

Snart er det forbi. Efter en begivenhedsrig periode træder Kronprins Christian nu tilbage som regent for Danmark.