Den verdenskendte franske forfatter kommer til Danmark og optræder med digtoplæsning akkompagneret af musik.
Der er dømt stjernestøv for alle pengene, når årets litteraturfestival til sommer løber af stablen.
Den franske forfatter Michel Houellebecq gæster nemlig ‚Louisiana Literature‘, hvor han i et nyt koncertformat optræder med et band og præsenterer nye digte.
Det skriver Louisiana i en pressemeddelelse.
Den 67-årige forfatter lægger således vejen forbi Louisiana i Humlebæk som optakt til en koncertrække, der knytter sig til et kommende musikalbum.
Hans besøg markerer samtidig også verdenspremieren på hans musikalbum, som er lavet i samarbejde med den franske musiker og komponist, Frédéric Lo.
En af de største
Michel Houellebecq betegnes som som fransk litteraturs største nulevende stjerne og har ligeledes flere priser såsom den fransk Prix Goncourt på cv’et.
Han er kendt for sine samfundskritiske romaner, hvor han med sin karakteristiske tørre stil slår ned på den moderne civilisations illusioner og hykleri.
Sådan lyder det i en artikel om forfatteren på opslagsværket Lex.dk.
Michel Houellebecq brød igennem med romanen ‚Elementarpartikler‘ i 1998. Siden er kommet en lang række prisbelønnede romaner, senest ‚Ødelæggelse‘ i 2022.
Hans værker er oversat til flere end 40 sprog.
Louisiana Literature finder sted én gang om året i august og samler internationale og danske forfattere og flere tusinde gæster i løbet af fire dage. Dette års festival finder sted fra den 21. til den 24. august.