Sportsstjerne anholdt for groft overfald

Førsteårsspilleren Xavier Worthy var i den forgangne sæson en af de store åbenbaringer på NFL-holdet Kansas City Chiefs, men nu er den unge receiver rendt ind i problemer uden for banen.

Fredag aften blev 21-årige Worthy anholdt for et voldeligt overfald i delstaten Texas. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en fængselsrapport er Worthy anklaget for at havde overfaldet et familie- eller husstandsmedlem og forsøgt at hæmme vedkommendes vejrtrækning.

– Vi er klar over episoden og er ved at indsamle informationer, har hans Kansas City Chiefs lørdag meldt ud.

Det er ikke første gang, at en af Kansas City Chiefs’ unge stjerneskud ender i retslige problemer.

I april sidste år blev receiveren Rashee Rice anholdt, efter han havde været involveret i et stort biluheld.

24-årige Rice havde forinden haft et flot første år i NFL med otte touchdowns. I denne sæson nåede han at spille fire kampe, inden han blev ramt af en sæsonafsluttende knæskade.

Det gav plads til Worthy, som levede op til Rices præstationer.

Kansas City Chiefs nåede Super Bowl, hvor holdet dog blev knust af Philadelphia Eagles. Trods 22-40-nederlaget viste Worthy sig frem i Super Bowl med to touchdowns.

Den unge receiver er fra Californien, men gik på college på University of Texas i Austin. Han blev i sidste års draft valgt i første runde af Kansas City Chiefs med draftens 28. valg.

Inden da havde han gjort sig bemærket ved have løbet den hurtigste tid på 40 yards ved den officielle combine, hvor årgangens største talenter over nogle dage bliver testet i forskellige øvelser.

I løbet af sæsonen viste Worthy flere gange prøver på sin imponerende fart, og særligt i slutspillet viste han altså, at han også kan præstere på NFL-niveau.