Sommersus 2025: En weekend med kunst, kultur og natur

Illustrationsfoto.

Oplev en weekend fyldt med kunstinstallationer, koncerter og teater i Bramslev Bakker den 20. og 21. juni 2025.

Til sommer løber første udgave af ‘Sommersus’ af stablen.

Festivalen, som finder sted i de naturskønne omgivelser ved Mariager Fjord, lover at blive en weekend fyldt med kunstnerisk fordybelse og uforglemmelige kulturelle oplevelser.

Det skriver Adventure Danmark i en pressemeddelelse.

Festivalen åbner med den 100 meter lange kunstinstallation ‘Midgårdsormens Ham’ af Johnny Haugaard. Værket er skabt af genbrugstøj og bugter sig gennem Bramslev Bakker og fortolker den mytologiske Midgårdsorm.

Værket åbnes officielt den 21. juni og vil blive ledsaget af talks med Johnny Haugaard og Jim Lyngvild.

“Jeg har selv gået på efterskole i området, og det betyder meget for mig at vende tilbage og sætte mit præg på Mariagerfjord. Sammen med mine fantastiske frivillige glæder jeg mig til at skabe noget helt særligt for både publikum og området,” siger Johnny Haugaard.

Teater for de yngste

For de yngste festivaldeltagere er der også noget særligt på programmet.

Den anmelderroste familieforestilling ‘Skammerens Datter’, baseret på Lene Kaaberbøls populære fantasyroman, vil blive opført for 1.400 lokale skolebørn i samarbejde med Bellevue Teatret og med støtte fra Mariagerfjord Kommune.

Festivalens musikprogram byder på koncerter med blandt andre Ida Corr, Lis Sørensen og Freja Kirk. Derudover vil der være talks med markante personligheder som Jim Lyngvild og tidligere statsminister Poul Nyrop Rasmussen, der vil tilføje festivalen både refleksion og indsigt.

Sommersus 2025 finder sted den 20. og 21. juni 2025. Billetter til festivalen kan købes gennem festivalens officielle hjemmeside.

Med deres nye dokumentar tager det danske band os med på en rejse fra det forladte Amtssygehus til Danmarks største festivaler.