En mand fra Roskilde sigtes for at være skyld i to forskellige kvinders død. Det kommer frem i et grundlovsforhør mandag eftermiddag.
Tidligt på natten 16. marts skal manden have dræbt en kvinde på ukendt måde.
Fem dage senere, fredag eftermiddag, begik han dødelig vold mod en anden kvinde, der lå værgeløs og bevidstløs i en trappeopgang.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fremgår af de sigtelser, som en anklager læser højt i retsmødet. Den anholdte er en 61-årig mand.
Han nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarer. Mandens nærmere forklaring kendes ikke. Dommeren beslutter at lukke dørene for offentligheden. Det skyldes hensynet til politiets fortsatte efterforskning.
Manden ønsker selv, at tilhørere er til stede i retsmødet.