Sanjay Shah idømmes 12 års fængsel for milliardbedrageri begået mod den danske statskasse. Dommen er afsagt torsdag ved Retten i Glostrup.
Den 54-årige brite var iført nissehue, da han trådte ind i retslokalet kort før klokken 16 torsdag. Men det var ikke en domsol i gavehumør, han blev mødt af.
Ud over fængselsstraffen blev shah udvist af Danmark og frakendt retten til at indgå i erhvervsmæssig ledelsessammenhæng.
Han fik derudover konfiskeret et beløb på mere end syv milliarder kroner. Det nøjagtige beløb er 7.220.184.697.
Sanjay Shah valgte på stedet at anke dommen. Han vil frifindes eller have en mildere straf, oplyser advokat Kåre Pihlmann.
Retten har vurderet, at Sanjay Shah havde en helt central rolle i det svindelnummer, som lænsede statskassen for milliarder af kroner, fortæller retsformand Nanna Blach i forbindelse med domsafsigelsen.
– Domsmandsretten har lagt vægt på lovovertrædelsens karakter og udstrækning over cirka tre år, hans centrale og kontrollerende rolle i udførelsen af kriminaliteten, der var nøje planlagt, lyder det fra Nanna Blach.
Inden hun og rettens øvrige medlemmer kom ind i lokalet, havde Sanjay Shah taget nissehuen af, og hans indledende stunt blev dermed ikke bemærket af retsformanden.
Sanjay Shah har designet og udført en finansiel manøvre, hvor de danske skattemyndigheder blev narret til at udbetale over ni milliarder kroner til en gruppe af selskaber, som Shah kontrollerede.
Selv har han til det sidste nægtet sig skyldig og hævdet, at han blot har udnyttet et hul i lovgivningen.
– Det er min overbevisning, at skattelovgivningen i mange lande er fyldt med smuthuller, og det er derfor, der findes tusindvis af skatteadvokater verden over, sagde Shah, da han i september fik det sidste ord, inden retten trak sig tilbage for at votere.
De Shah-kontrollerede selskaber, den såkaldte Solo-gruppe, hævdede i årene 2012-2015 mere end 3000 gange at have pengene til gode efter nogle særlige regler om refusion af skat fra aktieudbytte.
Når en virksomhed i Danmark udbetaler en del af sit overskud som udbytte til sine aktionærer, ryger en del af det automatisk i statskassen i form af udbytteskat.
Men nogle udenlandske investorer kan have krav på at få det udbytte refunderet, så de ikke skal betale skat i to lande. Og det var de regler, som Shah udnyttede.
Investorerne i Solo-gruppen havde dog reelt aldrig modtaget noget udbytte og dermed var der heller ikke flydt en eneste krone ind i statskassen. De flød kun ud.
Den dokumentation, som de danske skattemyndigheder modtog og blev overbevist af, var baseret på fiktive handler. Og sådan blev statskassen lænset for milliarder af kroner.
Det var en bevidst vildledning fra Shahs side og dermed en overtrædelse af straffelovens bedrageribestemmelse. Beløbets størrelse taget i betragtning er der tale om bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
Maksimumstraffen for den slags er otte års fængsel, men i helt særlige tilfælde, hvor der er tale om såkaldt særdeles skærpende omstændigheder, så kan strafferammen forhøjes til fængsel i 12 år.
Det er det absolutte maksimum for økonomisk kriminalitet i Danmark. Den højest udmålte straf indtil nu er ni års fængsel. På anden pladsen ligger Anthony Mark Patterson, som tidligere i år blev idømt otte års fængsel for at have medvirket til Sanjay Shahs svindel.