Flere besøgende, flere arrangementer og tusindvis af ekstra kulturtimer. Nye tal afslører, at Kulturværftet og Toldkammeret oplever markant vækst og i stigende grad er blevet et samlingspunkt for helsingoranerne.
Der er mere liv end nogensinde før på Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør.
Nye tal for 2025 viser, at Kulturværftet havde hele 570.818 besøgende – en fremgang på tre procent i forhold til året før.
Også Toldkammeret fortsætter den positive udvikling med 160.000 besøgende i løbet af året.
Samtidig vokser interessen digitalt. Kulturværftets hjemmeside, kuto.dk, blev besøgt hele 558.897 gange i 2025, hvilket understreger den stigende interesse for husets mange tilbud og aktiviteter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge leder af Kulturværftet, Søs Krogh Vikkelsøe, bruger flere og flere stedet som en naturlig del af deres hverdag.
Det skriver Kulturværftet & Toldkammeret i en pressemeddelelse.
Hun fortæller, at gæsterne ikke kun kommer til koncerter og arrangementer, men også benytter Kulturværftet og Toldkammeret som steder, hvor man mødes, opholder sig, arbejder, lader sig inspirere og oplever kultur i hverdagen.
Den udvikling ses også tydeligt på aktivitetsniveauet.
I løbet af 2025 blev der afviklet hele 4.831 kulturtimer – svarende til 201 døgn med koncerter, kunstudstillinger, foredrag, kreative workshops, kunstnerisk læring og møder mellem mennesker.
Det er ifølge Kulturværftet et klart tegn på, at husene er fyldt med aktivitet fra morgen til aften.
Samtidig blev der afholdt 1.502 forskellige arrangementer, som tilsammen tiltrak 100.317 gæster.
En udvikling der giver pote
Tallene peger på en markant udvikling i måden, Kulturværftet bliver brugt på.
Hvor mange tidligere primært besøgte huset til enkeltstående koncerter eller events, fungerer det i dag i langt højere grad som et åbent kulturhus, hvor man kan komme forbi uden nødvendigvis at have billet til et arrangement.
Ifølge Kulturværftet er ambitionen netop at gøre kulturen mere tilgængelig og skabe et sted, hvor mennesker mødes på tværs af interesser og generationer.
Udviklingen skyldes også et tæt samarbejde med en lang række aktører.
Foreninger, frivillige, uddannelsesinstitutioner, kulturaktører og husets restauranter Spisekammeret og Spisehuset bidrager alle til at skabe et levende kulturmiljø med aktiviteter året rundt.
Samlet set viser de nye tal, at Kulturværftet og Toldkammeret fortsætter med at styrke deres rolle som nogle af Helsingørs vigtigste mødesteder – ikke kun for store kulturoplevelser, men også som en naturlig del af byens hverdagsliv.
