Badegæster bør være ekstra opmærksomme på vandet efter kraftig regn grundet risiko for spildevandsbakterier.
Sommeren er for alvor over Danmark, og det får naturligvis flere danskere til de danske strande og havne for at blive kølet ned i vandet rundt omkring.
Men når der ind i mellem kommer kraftige skybrud, så kan det faktisk være farligt at hoppe i vandet efterfølgende, og det er faktisk situationen lige nu.
For i en frarådning lyder det nu, at badegæster skal være særligt opmærksomme på en bakterie, der kan føre til sygdom.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Badelystne borgere i Københavns Kommune opfordres nemlig til at være ekstra opmærksomme på badevandet de kommende dage.
Det oplyser Hofor til Ritzau.
Opfordringen kommer i kølvandet på DMI’s varsel om risiko for kraftig regn flere steder i landet søndag og mandag.
Årsagen er, at store mængder regn kan føre til overløb af spildevand, som risikerer at ende i badevandet.
Det kan i værste fald føre til sygdom, lyder det.
DMI udsendte lørdag et gult varsel, der gælder for størstedelen af landet, om risiko for kraftig regn og torden.
Varslet har været gældende fra søndag eftermiddag og gælder frem til mandag aften.
Opfordringen er generelt at være ekstra opmærksom efter et stort regnskyl. Det gælder særligt, hvis man har tænkt sig at bade i en havn eller ved bynære strande.

Vil man alligevel en tur i vandet, kan man orientere sig på badevand.dk om, hvorvidt kvaliteten af vandet på det pågældende badested er forurenet.
Også Kalundborg Kommune har søndag varslet borgere og besøgende om risikoen for forurenet badevand de kommende dage.
Det skriver TV 2 Øst.
Her lyder anbefalingen, at man vurderer forholdene, inden man bevæger sig ud i vandet.
Særligt grumset eller misfarvet vand bør give anledning til bekymring. Det kan ifølge mediet både være tegn på forurening eller øget forekomst af alger.
Er man i tvivl om badevandskvaliteten, anbefaler kommunen, at man undlader at gå i.
Det er kommunerne selv, der hver især står for at lave målinger af badevandskvaliteten, og de bliver ifølge Hofor lavet jævnligt.
Man bør derfor også kunne orientere sig lokalt på diverse badesteder, hvor der er opsat badeflag.
Ser man et rødt badeflag, bør man afholde sig fra at gå i, lyder det.
Hvis det alligevel ikke stopper en fra at hoppe i vandet, lyder opfordringen, at man bør tage et godt bad med sæbe efterfølgende for at få vasket eventuelle spildevandsbakterier af.
RITZAU

