Sådan foregik voldtægt af 89-årig kvinde

Under et grundlovsforhør er der nu kommet nærmere detaljer frem i lyset om voldtægten af en 89-årig kvinde. Manden nægter sig skyldig

En 49-årig mand, der er sigtet for voldtægt af en 89-årig kvinde på en landejendom ved Randers for mere end ni år siden, nægter sig skyldig.

Det fremgår, da han onsdag fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Manden, der er skaldet og iført en sort hættetrøje, sigtes for at have voldtaget kvinden på et græsareal foran kvindens bolig ved Over Fussing nær Randers.

Det skete ifølge sigtelsen 18. september 2015 om formiddagen.

Her skal manden have indfundet sig ved kvindens bolig, taget halsgreb på hende og med ordene “Hold kæft” eller “Ti stille” have slæbt hende ud af boligen.

Her sparkede han ifølge sigtelsen til kvindens ben, hvorefter hun faldt. Herefter blev kvinden voldtaget, fremgår det af sigtelsen, der læses op under retsmødet.

Ofret blev efterladt på græsset og havde pådraget sig skader, lyder det.

Den sigtede blev anholdt tirsdag klokken 9.53.

Østjyllands Politi har fundet frem til ham ved hjælp af slægtskabssøgning.

Ved at foretage slægtskabssøgning i DNA-registreret har politiet fundet et match med en, der formentlig er nært beslægtet med gerningsmanden.

Og da politiet tirsdag havde anholdt den 49-årige, kunne man sammenligne hans DNA med det fundne i sagen.

Vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard sagde ved en pressebriefing tidligere på morgenen, at den sigtede efter politiets opfattelse kendte stedet.

– Det er ikke vores opfattelse, at han har haft sin gang i huset, men det er vores opfattelse, at han har kendt stedet, lød det.

Politiets næste skridt i sagen er at klarlægge den 49-åriges færden omkring gerningstidspunktet. Derfor skal politiet tale med personer i hans omgangskreds.

– Vi skal snakke med vidner. Dels nogle af dem, vi har talt med tidligere, og nogle nye, lød det fra vicepolitiinspektøren.

Den ældre kvinde afgik ved døden nogle måneder efter voldtægten.

Politiet har ikke rejst sigtelse for dødsfaldet. Der er alene rejst sigtelse for grov voldtægt.

Dommeren har efter anmodning fra specialanklager Birgitte Ernst valgt at lukke dørene til grundlovsforhøret.

Det betyder, at pressen ikke kan overvære den sigtedes forklaring.

Anklageren begrunder ønsket om dørlukning med, at der efterlyses nye vidner i sagen, der ikke skal påvirkes af oplysninger fra den sigtedes forklaring.

Derudover vil det ifølge anklageren også være en krænkelse af hensynet til ofret at oplæse kvindens forklaring ved et åbent retsmøde.

/ritzau/