Liget af en ung mand er blevet fundet i en kloak. Nu viser politiets efterforskning formentlig, hvordan den unge mand endte i kloakken
”Manden blev fundet i en kloak langt fra sin kendte bopæl, og der er umiddelbart intet, der for nuværende peger i retning af en ulykke eller et dødsfald, som er opstået ved, at han kan have gjort det selv.”
Sådan lyder det søndag eftermiddag fra vicepolitiinspeltør Flemming Nørgaard.
Han deler nu flere oplysninger om den unge mand, der blev fundet død i en kloak. Samtidig viser politiets efterforskning, hvordan han formentlig er endt der.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er tale om en 26-årig polsk statsborger, som er fundet død i kloakken fredag eftermiddag omkring klokken 16.30 i forbindelse med et kloakarbejde ved Edelhoffvej i Harlev J.
Den præcise dødsårsag er endnu ikke fastslået, men politiet mener, at der er tale om en drabssag.
Via efterforskningen har Østjyllands Politi fundet indikationer på, at den afdøde mand blev placeret i kloakkken om aftenen den 6. februar eller i dagene op til.
“Der er en række mistænkelige omstændigheder, som samlet set gør, at vi mener, der kan være tale om en kriminel handling,” siger Flemming Nørgaard.
Da politiet altså mener, at andre personer har placeret liget af manden i kloakken den 6. februar, søges der nuvidner, der kan have set noget mistænkeligt ved eller omkring afvandingsbassinet, der ligger parallelt mellem Stillingvej i Harlev, på datoen eller i dagene op til. Vandbassinet ligger nord for Edelhoffvej.
”Der er rigtig mange ubesvarede spørgsmål, og derfor er det stadig begrænset, hvad vi kan og vil fortælle om i sagen foruden de seneste nye oplysninger. Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os, og det kommer til at tage tid, før vi får sagen helt belyst,” lyder det fra vicepolitiinspektøren.
Hvis man har viden, der kan være brugbar for politiet, bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4.



