Med penge i ryggen fra regeringens beredskabsakutpakke har Region Hovedstaden og Region Midtjylland på vegne af regionerne indkøbt to store mobile medicinske modtagecentre, til stor glæde og begejstring fra sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S).
Indkøbet af modtagecentrene er en udløber af beredskabsakutpakken for sundhedsområdet i 2026, som skal styrke Danmarks robusthed og parathed under ekstraordinære hændelser.
”I lyset af det alvorlige trusselsbillede er jeg glad for, at vi efter tæt samarbejde med regionerne nu får to mobile medicinske modtagecentre og dermed en stærkere national ramme om vores sundhedsberedskab. Sundhedsvæsenet spiller en væsentlig rolle i at understøtte forsvaret af Danmark,” siger sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S).
Hun understreger i en pressemeddelelse, at de to modtagecentre vil have en vigtig funktion i at kunne modtage, behandle og fordele soldater og civile, som er kommet til skade under en militær krise eller konflikt i vores nærområde.
”Det er nogle af de opgaver, som vores allierede vil forvente, at Danmark løfter i tilfælde af en militær krise. Og det er et vigtigt led i samarbejdet med vores nordiske naboer. Det er et godt billede på, at vores myndigheder kan og vil løfte i fællesskab, så vi styrker vores robusthed i takt med den sikkerhedspolitiske situation,” siger sundhedsminister Ida Auken (S).
Containere foldes ud
De to modtagecentre består hver især af en række containere, som kan foldes ud, kobles sammen og blive til ét stort medicinsk modtagecenter.
Her kan sundhedspersonale arbejde og tilse et stort antal patienter, der har behov for en akut sundhedsfaglig vurdering, og her kan få foretaget nødbehandling, før de evt. sendes videre til forskellige hospitaler.
”Med dette indkøb styrker vi vores sundhedsberedskab markant. Modtagecentrene kan fx anvendes, hvis vi pludselig skal tage imod en stor gruppe, sårede borgere eller soldater som en del af vores NATO-forpligtelser – eller fx som følge af en stor miljøhændelse. Vi håber selvfølgelig, at vi ikke får brug for dem, men det er vigtigt, at vi har de nødvendige rammer, hvis det skulle blive nødvendigt at handle hurtigt,” siger regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S).
”Vi har fået en vigtig opgave med akutpakken på beredskabsområdet, og med denne aftale i hus er vi kommet et godt skridt videre med at styrke vores fælles sundhedsberedskab og parathed. Projektet er også et godt eksempel på, hvordan vi kan arbejde sammen regionalt og nationalt mod et fælles mål,” siger regionsrådsformand for Region Midtjylland Anders G. Christensen (V).
Modtagecentre kan skærme sundhedsvæsenet
Modtagecentrene kan være med til at skærme sundhedsvæsenet mod store indtag af tilskadekomne, som følge af forskellige typer kriser, og de kan styrke koordinationen og planlægningen af ressourceanvendelsen på sundhedsområdet.
For at træne brugen af dem kan de også opsættes som skadestuer ved store arrangementer.
De mobile enheder kan flyttes på lastbiler, og efter ankomst kan de første være opstillet inden for 20 minutter, mens det samlede modtagecenter kan stå klar inden for 12 timer.
De to sæt skal drives af Region Hovedstadens Akutberedskab og Præhospitalet i Region Midtjylland, men de kan hurtigt blive fragtet til og opstillet i de andre regioner, så de kan bruges i hele landet.
Delene til de mobile medicinske modtagecentre vil blive leveret i slutningen af 2026 og starten af 2027. I den kommende tid vil de to regioner have fokus på at uddanne og træne personalet, der skal anvende modtageenhederne.
Projektet sker i tæt dialog med andre myndigheder med erfaringer, som kan bruges i projektet, herunder Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Danske Regioner har været med fra starten til at rådgive regeringen om, hvordan akutpakkemidlerne bedst kunne udmøntes, og de øvrige regioner vil blive involveret, når mod-tagecentrene er fremme.