Det var en intet mindre end brutal og blodig episode, der fandt sted i et ægtepars hjem den 4. januar i år. Ægteparret blev blandt andet overfaldet med kniv, hvorefter deres hjem blev røvet. Nu deler politiet helt nyt i sagen.
Det var en dybt rystende, grov og uforståelig forbrydelse, der fandt sted i et ægtepars hjem i januar tidligere i år.
Ægteparret blev opsøgt af en gerningsmand, der blandt andet overfaldt dem begge med en kniv. Gerningsmanden gik ifølge politiet specifikt efter værdier i ægteparrets bolig.
Politiet har længe efterforsket sagen, hvor en 27-årig mand få dage senere blev anholdt i Sverige med assistance fra svensk politi.
Tidligt mandag eftermiddag deler politiet nyt i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har man været vidende om, at der har været endnu en gerningsmand medvirkende til hjemmerøveriet i Faxe Ladeplads.
På baggrund af det, der bliver beskrevet som en omfattende efterforskningsindsats sammen med anklagemyndigheden og de svenske myndigheder, har man nu fundet frem til en 25-årig mand.
Han blev søndag udleveret af de svenske myndigheder, skriver politikredsen.
Den svenske mand er i grundlovsforhør ved Retten i Næstved mandag klokken 13.00.
“Der er tale om et særdeles groft hjemmerøveri begået mod et ægtepar, der blev opsøgt i deres egen bolig. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med de svenske myndigheder og med, at vores efterforskningsindsats nu har ført til de to sigtelser i sagen,” siger vicepolitiinspektør Kenneth Lund-Jensen, der ikke forventer, at der kommer yderligere anholdelser.

