Regeringen åbner for, at kommuner kan indmelde arealer til fem kommende industriparker, der skal sikre hurtigere etablering og styrke væksten i hele landet.
Danmark skal blive hurtigere og skarpere, når internationale produktionsvirksomheder vælger, hvor deres næste fabrik skal ligge. Derfor har regeringen nu åbnet for, at kommuner kan indmelde arealer, der kan danne rammen om fem nye industriparker. Målet er at skabe attraktive rammer, hvor produktion i stor skala kan etableres hurtigt og effektivt.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Industriparkerne er et centralt led i regeringens strategi om at styrke dansk produktion og vækst uden for de store byer. Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov skal initiativet bidrage til, at Danmark ikke sakker bagud i det globale kapløb om nye produktionsarbejdspladser.
“Vi er i produktionsdanmarks årti. Tempo er grundstenen, så vores industri i også fremtiden er en afgørende motor for væksten og beskæftigelsen i Danmark. Derfor skal vi forsvare og forstærke industrien. Det er helt afgørende, at vi fjerner de benspænd, som stikker en kæp i hjulet på industriens udvikling. Med industriparkerne gøder vi jorden for de virksomheder, som gerne vil investere og skabe nye produktionsarbejdspladser i vores land. Det er et stort skridt mod fremtidssikringen af danske jobs og vækst i hele landet,” siger Bødskov.
Industriparkerne forventes at skabe nye muligheder for vækst, især i områder, hvor der i dag er brug for flere arbejdspladser. By-, land- og kirkeminister Morten Dahlin ser initiativet som et vigtigt bidrag til at skabe et Danmark i bedre balance.
“Vi skal skabe et Danmark i bedre balance. Det kræver flere produktionsarbejdspladser uden for de største byer. Med industriparkerne vil vi skabe bedre rammer for, at der kan komme mere vækst og flere job i hele landet til gavn for bosætning og udvikling,” siger Dahlin.
Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard vil industriparkerne også bidrage til den grønne omstilling.
“En konkurrencedygtig dansk industri og produktion er afgørende for den grønne omstilling. Derfor er det godt nyt, at kommunerne nu kan indmelde mulige arealer, der kan blive til industriparker. Samtidig er vækst og arbejdspladser også en vigtig drivkraft for grøn udvikling, så det er en klar gevinst hele vejen rundt, at vi giver industrien bedre rammer og muligheder,” siger han.
Danmark har før mistet forretning på etableringstid
Ifølge en rapport fra Dansk Industri (DI) er hurtig etableringstid en afgørende faktor for at tiltrække nye investeringer. I flere tilfælde har Danmark tidligere tabt investeringer til nabolande, hvor godkendelsesprocesser og infrastruktur har været mere effektivt tilrettelagt.
Industriparkerne bliver en del af en bredere strategi, som også inkluderer oprettelsen af en one-stop-shop for produktionsvirksomheder. Løsningen skal sikre, at virksomheder lettere kan få de nødvendige tilladelser og hurtigere komme i gang med at etablere nye produktionsanlæg.
Tidsplan
Kommuner kan indmelde arealer til industriparker via en ansøgningsportal i perioden fra 10. marts til 15. maj 2025. Herefter vil der blive gennemført en dialog med kommuner og erhvervsliv samt en statslig screening af de indmeldte arealer. Regeringen og aftalepartierne forventer at udpege de endelige industriparker inden årets udgang.