Politi- brand- og redningsmandskab haster fredag morgen ud til Hvidovre, hvor der er en voldsom brand i gang
Fredag klokken 08.19 fik Københavns Vestegns Politi anmeldelser om en brand, der raserede i industrikvarteret Industriholmen 73 i Hvidovre. Her har BMS A/S bygninger.
Som billederne indikerer, har branden allerede godt fat i bygningen, og der foregår en kraftig røgudvikling.
SE OGSÅ: DOMMER HAR NU TRUFFET AFGØRELSE OM FIELD’S-GEVÆRMAND
Det er endnu på sådan et tidligt stadie af branden, at politi og beredskab ikke har mulighed for at kommentere på de nærmere omstændigheder.
”Vi er på vej derud nu, så jeg ved ikke så meget endnu,” fortæller vagtchefen fra Københavns Vestegns Politi til Presse-fotos.dk.
Derfor er det heller ikke på nuværende tidspunkt muligt at fastslå, om der er sket personskade som følge af branden. Mange medarbejdere er dog blevet evakueret ud på parkeringspladsen foran bygningen.
Brandvæsenet har kaldt på assistance fra mange nærliggende stationer.
Presse-fotos.dk følger sagen og får senere en kommentar fra Københavns Vestegns Politi – den kan du læse her.






