Vanvidsbilist gjorde ALT galt under biljagt: Bøde, fængsel og frakendelse af kørekort!

En 24-årig mand mistede mandag sit kørekort i seks år efter en biljagt i slutningen af sidste år. Desuden skal han i fængsel i seks måneder.

Det skriver Anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Biljagten fandt sted fra Ringsted til Næstved og tilbage igen.

Manden er fra Skælskør, og han kørte over for rødt lys, foretog farlige overhalinger og kørte med hastigheder som overskred fartbegrænsningen med 100% flere gange undervejs.

LÆS OGSÅ: Mand fængslet for vanvidskørsel: Der var ALT i vejen

Han overhalede en bil lige før rundkørslen ved Bragesvej/Næstvedvej/Ahorn Alle i Ringsted, hvor en modkørende bilist blev tvunget til at køre ud i rabatten for at undgå sammenstød. Den 24-årige kørte her venstre om et helleanlæg og videre ind i rundkørslen, hvor han kørte den forkerte vej rundt i rundkørslen, så to bilister måtte dreje skarpt til højre for at undgå sammenstød.

Politiet fik manden standset på Klosterparks Allé i Ringsted.

Her fandt ordensmagten ud af, at bilen var brugsstjålet, at manden var påvirket af euforiserende stoffer, og at han desuden var frakendt sit kørekort.

LÆS OGSÅ: Mand dræbt i ulykke: Køretøj landet på hovedet

Politiet fandt også narko og en kniv i bilen.

Ud over fængselsstraffen og frakendelsen af kørekortet får manden også en bøde på 20.000 kroner for vanvidskørslen.

Korte videoer