Politiet i den amerikanske storby Nashville har dræbt en person, der stod bag et skoleskyderi.
Det skriver Metro Nashville Police Department på det sociale medie Twitter.
– Et skoleskyderi har fundet sted på Covenant-skolen, ved Covenant Presbyterian-kirken og på Burton Hills Drive, skriver politiet.
– Personen, der skød, blev mødt af politiet og er død.
LIGE NU LÆSER ANDRE: MAND STUKKET NED I BOLIGKVARTER: GERNINGSMAND FORTSAT PÅ FRI FOD
Journalisten Peyton Kennedy fra lokaltv-stationen WKRN skriver på Twitter, at politifolk har fortalt mediet, at mindst fire personer – inklusive gerningsmanden – er døde i hændelsen.
Nashville er den største by og hovedstad i delstaten Tennessee.
På sin hjemmeside beskriver Covenant-skolen sig selv som en kristen privatskole, hvor børn kan gå frem til sjette klasse. Der går cirka 200 børn på skolen, der åbnede i 2001.