En ung mand, der var passager i en personbil, er blevet dræbt i en ulykke, da køretøjet kørte frontalt ind i en støjvæg
En mand er død i en soloulykke på Hasle Ringvej i Aarhus tidligt lørdag morgen.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden var passager i en bil, som kørte direkte ind i støjvæggen, som er langs Ringvejen i Aarhus. Føreren af bilen – en 24-årig mand – blev kørt på hospitalet, men hans tilstand er stabil.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politiet fik anmeldelsen klokken 05.08. Da patruljer ankom til stedet, fandt de to tilskadekomne og udøvede livreddende førstehjælp. Kort tid efter ankom ambulancepersonale, som kunne overtage.
Her blev passageren hurtigt erklæret død, og den 24-årige blev kørt på Skejby Universitetshospital.
Der var ikke andre personer involveret i færdselsulykken, skriver politiet.
Stedet er blevet undersøgt af en bilinspektør. En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Politiet efterforsker fortsat sagen. De pårørende er ikke underrettet, skriver politiet i pressemeddelelsen.