En 22-årig kvinde er blevet dræbt i en frontalulykke. Mandag formiddag har politiet oplysninger om, hvorfor sammenstødet skete
I weekenden er der sket en forfærdelig ulykke, som har resulteret i, at en familie har mistet deres 22-årige datter.
Hændelsen skete på Munkholmvej i Holbæk syd for Bredetved, hvor den 22-årige kvinde fra Holbæk kørte frontalt ind i en 30-årig mand fra Holbæk.
Indtil nu har årsagen til sammenstødet ikke været kendt i offentligheden, men i mandagens døgnrapport giver Midt- og Vestsjællands Politi svar på, hvad der er sket.
De gennemførte undersøgelser fra bilinspektøren fortæller nemlig, at den 22-årig kvinde af uvisse årsager kom over i modsatte kørebane, hvor hun kolliderede med den anden personbil.
‘Begge bilister kom slemt til skade og der blev sendt lægehelikopter til stedet. Kvindens liv stod ikke til at redde og hun afgik ved døden. Politiet underrettede de pårørende kort efter,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi videre i døgnrapporten.
Den 30-årige mand var også livstruende kvæstet, men blev senere meldt uden for livsfare.
Ulykken skete lørdag klokken 06.20.