Ulykke på svensk rutsjebane: En er død – flere såret

Arkivfoto

En person er død og flere er såret efter en ulykke på en rutsjebane i forlystelsesparken Gröna Lund i Stockholm.

Ulykken er sket på rutsjebanen Jetline i Gröna Lund i den svenske hovedstad. Forlystelsen er nu lukket indtil videre, og Gröna Lund er ryddet for mennesker.

“Det er uklart, hvad der præcist er sket, men flere personer røg ud af rutsjebanen,” siger Moa Hummelgård, vagtchef hos redningstjenesten i Stockholm, til Aftonbladet.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT blev en vogn afsporet og faldt flere meter ned.

“Sådan noget må ikke ske, og vores tanker går til alle de pårørende. Det er en sorgens dag i Gröna Lund. Det er utroligt tragisk. Vi er chokerede,” siger Gröna Lunds informationschef, Annika Troselius, ifølge TT.

Det vides endnu ikke, hvor gammel den afdøde er. Det vides heller ikke, hvor mange der er kommet til skade på grund af ulykken.

Opdatering kl. 14.45: Foruden den afdøde er syv personer kommet til skade i forbindelse med ulykken – både børn og voksne.

“Det er uklart, hvor omfattende de er kommet til skade,” siger Helena Boström Thomas, talsperson for Stockholms Politi.