Uhyggelig episode: Unge mænd giver dødstrusler med machete og gevær

Arkivfoto

To unge mænd er blevet anholdt for at have truet en gruppe mennesker med at slå dem ihjel med en machete og et gevær

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog natten til lørdag klokken 01.01 et opkald fra Skansen i Varde.

Her havde en 22-årig og en 24-årig mand truet flere personer på livet med en machete og – hvad der viste senere viste sig – at være et luftgevær.

“Det er en sag, vi tager alvorligt, for det siger sig selv, at man ikke render rundt på gaden med et gevær og en machete,” siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til JydskeVestkysten.

Han fastslår, at der ikke er nogen personer, der er kommet til skade.

SE OGSÅ: 42-ÅRIG MAND DØD UNDER ANHOLDELSE: NU MELDER DUP UD

Da betjente i første omgang ankom til Skansen, var de to mistænkte gerningsmænd forsvundet fra stedet.

Men de blev senere anholdt på to forskellige adresser i Varde.

De to personer fremstilles lørdag klokken 12.00 i et grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil begærer lukkede døre.

Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke yderligere kommentarer i sagen.

Vagtchef Ole Aamand fortæller dog, at de mistænkte gerningsmænd og ofrene har en forudgående relation.

Politiet hører gerne fra vidner, der har set episoden.

OPDATERING:

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at de to mistænkte gerningsmænd under grundlovsforhøret er blevet varetægtsfængslet i fire uger.