Tre ud af fire unge får førtidspension på grund af psykiske lidelser
Tre ud af fire af de unge under 40 år, der får tilkendt førtidspension, har haft psykiske lidelser som hoveddiagnose. Det er den højeste andel nogensinde.
Det viser et udtræk fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star) lavet for Sampension.
For ti år siden var andelen af unge under 40 år, der fik tilkendt førtidspension med psykisk lidelse som hoveddiagnose, 60,9 procent.
Fra 3. kvartal 2023 til 2. kvartal 2024 var det tal 76,6 procent.
– Det er først og fremmest uendelig trist for den enkelte, som i en tidlig alder oplever psykiske lidelser i en sådan grad, at der ingen anden udvej er end en førtidspension.
– Hertil kommer, at udsigten til at vende tilbage til arbejdsmarkedet bestemt ikke er gode, når først man er blevet førtidspensioneret, siger Nicoline Rosenlund, sundhedschef i Sampension, i en skriftlig kommentar.
Psykiske lidelser er blandt andet depression, angst, stress og OCD.
Det er kommunen, der træffer afgørelse om tilkendelse af førtidspension.
Førtidspensionen kan tilkendes personer i alderen fra 40 år og til folkepensionsalderen, der har “en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne” ifølge Star.
Dog kan personer i alderen 18-39 år også tilkendes førtidspension i særlige tilfælde.
Der er et langt forløb, der går forud for tilkendelsen af førtidspension, idet en person som hovedregel skal have været igennem relevante aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige foranstaltninger.
I juli var der 38.390 personer under 40 år på førtidspension, hvilket er det højeste antal nogensinde, viser tal fra Star.
Det er en stigning på 38,7 procent de seneste fem år.
– Udviklingen kan være en indikation på, at den markante stigning i mistrivsel og psykiske lidelser, som vi gennem en årrække har været vidner til blandt de unge herhjemme, begynder at vise sig i førtidspensionerne.
– Og desværre kan det være et varsel om, hvad der venter fremover, med tanke på at det fortsat og i stigende grad går den forkerte vej med danske unges mentale sundhed, siger Nicoline Rosenlund.