Tre sigtet for manddrab efter fund af kritisk såret mand i lejlighed

Søndag morgen blev en mand fundet i en lejlighed på Peter Fabers Vej i Århus-bydelen Åbyhøj. Manden var i kritisk tilstand, da politiet fandt frem til ham og senere på dagen afgik han ved døden.

To mænd og en kvinde er blevet anholdt og mandag formiddag er de alle tre sigtet for manddrab.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Både den 26-årige kvinde og den 46-årige mand er blevet løsladt efter grundlovsforhøret, mens den 30-årige mands anholdelse er blevet forlænget med 3×24 timer.

LIGE NU LÆSER ANDRE: BERUSET MAND SIGTET FOR VOLD: SPARKEDE BEVIDST GRAVID KVINDE I MAVEN

De tre er sigtet for på ukendt måde at have forårsaget den 49-åriges død. De er også sigtet for at efterlade manden i hjælpeløs tilstand.

De tre sigtede i sagen og den afdøde kendte alle hinanden, oplyser vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard

”De involverede er en del af et misbrugsmiljø, og de sigtede og den afdøde 49-årige mand kendte hinanden. Men af hensyn til den videre efterforskning kan vi ikke fortælle yderligere om sagen på nuværende tidspunkt. ”

Politiet er fortsat i gang med at efterforske dødsfaldet.