Tre anholdte efter mistænkeligt dødsfald: Den afdøde er en mand

To mænd og en kvinde blev søndag anholdt på Peter Fabers Vej i det vestlige Aarhus efter det, som politiet betegner som et mistænkeligt dødsfald.

Til Ritzaus Bureau har Østjyllands Politi tidligere oplyst, at den afdøde er en mand, og at hans pårørende er underrettet.

Presse-fotos.dk erfarer desuden, at manden er død i det nærliggende kvarter, Møllevangen – og ikke i bydelen Åbyhøj, som politiet ellers først skrev.

LÆS OGSÅ: Mistænkeligt dødsfald: To mænd og en kvinde anholdt

De tre anholdte bliver søndag aften fremstillet i grundlovsforhør.

Politiet vil ikke i første omgang begære varetægtsfængsling. De vil i stedet have anholdelsen opretholdt i tre døgn, hvor politiet så vil efterforske sagen for at se, om de har beviser nok til at begære en eller flere af de anholdte varetægtsfængslet.