To unge stukket med kniv: Kan du hjælpe politiet?

To unge mænd er uden for livsfare i forbindelse med et drabsforsøg natten til tirsdag. Her blev de stukket med kniv i Skærbæk ved Tønder.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 00.54 fik politiet en anmeldelse om uroligheder i Storegade, og på stedet var en 19-årig og en 20-årig mand, som var blevet stukket med kniv.

LÆS OGSÅ: TO PERSONER STUKKET MED KNIV

Sagen knyttes til, at der i weekenden i forbindelse med en byfest tilsyneladende opstod uoverensstemmelser mellem to grupper af unge.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jan Lambertsen.

– Det har stået på over weekenden, hvor en større gruppe unge og flere køretøjer har været involveret. De unge skulle opholde sig i sommerhuse eller lignende i området, siger han i pressemeddelelsen.

Politiet søger vidner. Det gælder både folk, der i weekenden og mandag har set de unge eller deres køretøjer, eller som ved, hvor de opholder sig.

Politiet vil ligeledes gerne høre fra personer, der har viden om knivstikkeriet i Storegade natten til tirsdag. Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.