Teenager faldt død om på offentligt sted

En 15-årig dreng mistede onsdag livet i Husum, efter at han blev stukket i brystet med en kniv

Lokale indbyggere samles søndag aften i et fakkeloptog i Husum for at sende et signal om, at våben og vold ikke har nogen plads i bydelen, efter at en 15-årig blev knivdræbt onsdag eftermiddag.

Det fortæller initiativtager Tanwir Ahmad til Ritzau.

– Det er ikke første gang, at vi oplever sådan en episode i Husum. Episoderne kommer tættere og tættere på, de bliver grovere, og borgerne involveret i dem bliver yngre og yngre.

– Knivstikkeriet skete ved højlys dag på et offentligt tilgængeligt sted, hvor almindelige mennesker færdes. Der har vi et behov for lokalt i Husum at sige fra over for de her episoder, siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Personer mindes den afdøde teenager ved gerningsstedet

Den 15-årige dreng blev dræbt ved busstoppestedet på Frederikssundsvej ud for Humlebjerg. Her ankom han med en bus, og da han stod af, blev han overfaldet og stukket i brystet med en kniv.

Den sårede dreng løb væk fra gerningsstedet og faldt om ved Åfløjen, som ligger i nærheden. Ifølge politiet var det en 14-årig dreng, som førte kniven.

Fredag blev en 15-årig dreng desuden varetægtsfængslet i sagen. Han er fængslet for grov vold.

Tanwir Ahmad har boet i Husum i 16 år, og hans børn har gået på samme skole som den dræbte.

Han håber, at fakkeloptoget søndag kan være med til at forebygge, at der sker noget lignende i bydelen igen.

– Vi har politiet og andre myndigheder til at efterforske og retsforfølge.

– Men hvis vi skal forebygge, så er det vigtigt, at forældrene lærer deres børn, at det er farligt at benytte og besidde våben, og at man selvfølgelig aldrig skal trække et våben i en konflikt, siger Tanwir Ahmad.

Fakkeloptoget begynder søndag klokken 18.30 ved Åfløjen, hvor den dræbte faldt om, efter han blev stukket med en kniv.

– Det er et lokalt initiativ, hvor vi i Husum er ramt. Derfor bliver det et initiativ uden taler, men hvor vi samles ved gerningsstedet og starter med et minuts stilhed til minde for den omkomne dreng.

Herefter går deltagerne til Husum Torv, hvor der vil blive tændt lys og læst et digt op, der handler om at miste.

Ni personer er blevet anholdt efter en alvorlig forbrydelse, der er begået på gaden. En mand er efterfølgende blevet fundet i livsfare og er nu hastet på hospitalet for at modtage behandling.

Alle billederne i artiklen er taget fra det blomsterhav ved gerningsstedet, der er lagt for at mindes teenageren