En ung mand blev torsdag aften anholdt med en pistol i sin bæltetaske – det har udløst en hård straksdom til ham
Klokken 23 torsdag aftenen blinkede en hundepatruljebil fra Københavns Vestegns Politi en sølv personbil med to personer ombord ind til siden i krydset mellem Gladsaxe Ringvej og Dynamovej.
Det kom til at koste dyrt for den ene af passagererne. En 27-årige mand fra Valby.
I en bæltetaske om maven havde den 27-årige gemt en 9mm pistol, hvor der sad fire patroner i magasinet.
Det oplyser Vestegnens Politi til Presse-fotos.dk.
SE OGSÅ: LASTBIL OG PERSONBIL I VOLDSOM ULYKKE: LABRADOR REDDES AF BEREDSKABET
Anholdelsen af manden foregik udramatisk, og ikke mange timer efter fik han faktisk allerede sin dom.
2 år og seks måneders fængsel.
”Under grundlovsforhøret efter hans anholdelse tilstår den 27-årige at have haft pistolen med patronerne på sig. Når retten samtidig finder det bevist, at det er tilfældet, så har man mulighed for at give en straksdom,” fortæller sagens anklager Robert Rafn til Presse-fotos.dk.
Den anden mand, der også sad i køretøjet, blev efterfølgende løsladt.
”Den 27-årige med pistolen ville kun udtale sig om det, han tilstod. Han ville ikke udtale sig om relationen til den anden mand i bilen. Da pistolen har været gemt væk, har man ikke kunne kæde den anden person til pistolen, og han er derfor løsladt,” fortæller Robert Rafn.
SE OGSÅ: FLERE ANHOLDTE I STOR POLITIAKTION PÅ HOVEDVEJ
Den nu dømte pistolbærer er ikke tidligere straffet for nogen lignende kriminalitet, ligesom det ikke har været et tema i dommen, om det er banderelateret.
Straffen bliver alligevel med den udmålte længde, fordi man i 2017 skærpede loven for at bære våben med ladte patroner i offentligt rum.
Anklageren spurgte den 27-årige mand, hvad han skulle med våbenet, og hvor han var på vej hen, og til det svarede han, at han bare var ude at køre en lille tur.
Robert Rafn er ikke klar over, hvorfor politiet valgte at blinke de to mænd ind til siden fra start af, men han fortæller, at det formentlig har været til et rutinetjek.
Den pistolbevæbnede 27-årige blev sammen med den anden person i bilen puttet i en hvid DNA-sporsikringsdragt under anholdelse. Det er kutyme under disse sager, fortæller Vestegnens Politi.
Presse-fotos.dk stillede tidligere i dag spørgsmålstegn ved, om denne sag kunne kædes sammen med de dramatiske aktioner, der har været andre steder på Vestegnen i nat. Det, fortæller Københavns Vestegns Politi nu, ikke er tilfældet. Om nogle af de andre dramatiske aktioner har forbindelse, det kan du læse mere om på vores site senere.