24. jun. 2022 - 10:02

Dramatiske aktioner i nat: Sømmåtter, maskinpistoler og en hær af betjente, der omringede pengefirma



Tungt bevæbnet politi var til stede ved flere lokationer på samme tidspunkt torsdag aften og nat. Betjente med maskinpistoler afspærrede en motorvejstilkørsel, og flere besynderlige anholdelser blev fortaget næsten samtidig – men mest dramatisk var det ved Loomis pengefirma i Taastrup.

Har alle aktionerne en fællesnævner? Det er spørgsmålet, Presse-fotos.dk nu forsøger at få svar på fra Vestegnens Politi.

SE OGSÅ: HVEM ER MORDEREN? NU KOMMER ALLE PÅ FRI FOD

Ved Loomis pengefirma i industrikvarteret på Litauen Alle i Taastrup onsdag aften mellem klokken 20.30 og 01.00 var politiet massivt til stede med tungt bevæbnet betjente, der slog en ring om bygningen og afspærrede veje med politikøretøjerne.

På samme tidspunkt rykkede en politibil og to betjente bevæbnede med maskinpistoler ud til en motorvejstilkørsel i Hedehusene få hundrede meter fra Loomis-bygningen. Her blev bilen sat på tværs af vejbanen, og sømmåtter blev gjort klar.

I samme time blev en personbil bragt til standsning på Hillerødmotorvejen mellem Værløse og Farum. Her blev en person anholdt af Nordsjællands Politi. På spørgsmålet om, hvad denne anholdelse handlede om, svarede den nordsjællandske politikreds, at de har hjulpet Vestegnens Politi, og at Presse-fotos.dk derfor måtte rette henvendelse denne vej.

Det har journalisterne på Presse-fotos.dk gjort, og på nuværende tidspunkt venter vi på svar herom. Ligesom vi også afventer svar på, om tilbageholdelsen af tre personer, der blev puttet i DNA-sporsikringsdragter, to timer efter i Søborg, har forbindelse til den hær af betjente, der var udkommanderet til Loomis pengefirma.

SE OGSÅ: TRE UNGE MÆND KNIVSTUKKET PÅ GADEN I NAT: EN I KRITISK TILSTAND

Umiddelbart oplyser Vestegnens Politi til Presse-fotos.dk, at man har været ude til et mistænkeligt forhold. Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger har Vestegnens Politi reageret resolut og skarpt, fordi det mistænkelige forhold har foregået omkring et pengefirma.

Presse-fotos.dk afventer også et svar fra Loomis. Talsmanden sidder netop i møde og vil vende tilbage senere på dagen.

Vi følger sagen …