En person er fundet død i vandet ved Askø fredag eftermiddag. Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der tale om en 43-årig kajakroer, der torsdag blev meldt savnet.
– Der er et vidne, som ser en person drive rundt i vandet ved Askø. Da han bliver trukket i land, viser det sig, at der er tale om den person, som har været savnet, fortæller politiets vagtchef, Bo Georg Petersen.
Forsvarets søredningstjeneste JRCC stod torsdag i spidsen for eftersøgningen af den savnede roer. Med både i vandet og helikopter i luften forsøgte man at finde manden – men uden held.
LÆS OGSÅ: De leder stadig efter forsvundet kajakroer: Politiet overvejer usædvanligt skridt
Natten til fredag blev eftersøgningen indstillet midlertidigt. Fredag morgen blev indsatsen genoptaget, men det var altså først midt på eftermiddagen fredag, at et vidne fik øje på den afdøde roer.
Manden sejlede ud torsdag omkring middagstid, og vidner fortalte til politiet, at de havde set roeren nord for Blans Havn.
LÆS OGSÅ: Kajakroer forsvundet – eftersøgning genoptages fredag
Det var hans hustru, som meldte ham savnet, da han ikke vendte tilbage eller gav nogen livstegn.