15. sep. 2022 - 17:38

Stor dansk virksomhed fyrer nu hundredvis af danske medarbejdere



Foto: Red Star Photography

Den danske fødevarevirksomhed Danish Crown fyrer 350 medarbejdere, da der er færre slagtegrise

De højere priser på kød i supermarkedet får nu konsekvenser for Danish Crown. Mange landmænd har nemlig svært ved at sikre en sund økonomi i produktionen, og derfor får slagterivirksomheden leveret færre grise.

Det tvinger nu Danish Crown til at skære i kapaciteten, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

”Det er virkelig en træls situation. De medarbejdere, der bliver berørt af det her, har ydet en fremragende indsats. Siden efteråret 2020 og indtil for få uger siden har vi nærmest konstant haft flere slagteklare grise, end vi kunne nå at slagte. Nu ser billedet helt anderledes ud, og det gør ondt, at vi nu efter alt at dømme kommer til at tage afsked med omkring 350 dygtige medarbejdere,” siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.

SE OGSÅ: MAND FLYGTEDE FRA LIVSTRUENDE ULYKKE: NU EFTERLYSER POLITIET HAM

275 af fyringerne kommer til at ske i Sæby, mens 75 forventes afskediget i Ringsted.

”Vi vil arbejde aktivt for at hjælpe de afskedigede medarbejdere videre i samarbejde med Fødevarebundet NNF og de lokale jobcentre. Vi opretter også jobbanker, og generelt har vi tidligere haft stor succes med vores socialplan. Faktisk er det gennem årene lykkedes at hjælpe over 90 procent af de berørte medarbejdere videre i nyt job eller i gang med en uddannelse i løbet af seks måneder,” fortæller Per Laursen.

Danish Crown har cirka 9.000 medarbejdere i Danmark.

Danish Crowns hovedkvarter i Randers – Foto: Danishcrown.com