Stilhed før stormen: Forventer en halv million tilskuere

Alt er stort set klar, før startskuddet til den længe ventede Tour-start i København lyder.

Det forventes, at omkring en halv million tilskuere vil være i de københavnske gader og stræder, når verdens største cykelløbs første etape sættes i gang med en 13,2 kilometer lange enkeltstart i den danske hovedstad.

Enkeltstarten starter på Nørre Farimagsgade ved Ørstedsparken og slutter ved Rådhuspladsen og Københavns Rådhus.

Flere millioner tv-seere fra hele verden forventes at følge med.

Fredag morgen har de største fans af cykling allerede taget plads langs ruten, som er blevet gjort klar gennem de seneste par dage.

De vil gerne opleve det store cykelløb fra første parket og har derfor allerede sikret sig en plads.

Og med storskærme, streetfood og cykelløb i solskin, så er der lagt op til en kæmpe folkefest i København, når det endelig går løs fredag.

Den første rytter bliver sendt ned ad enkelstartsrampen på Nørre Farimagsgade ved Rådhuspladsen klokken 16:00.

Herefter bliver de resterende 175 rytterne sendt af sted med 1 minuts mellemrum.

Rytterne forventes at være cirka 15 minutter om at tilbagelægge den 13,2 kilometer lange rute. Derfor forventes det, at sidste rytter er i mål på H.C. Andersens Boulevard omkring klokken 19:10.