Spansk spilfordeler vinder Ballon d’Or for første gang

Den spanske midtbanespiller Rodri fra Manchester City kan nu kalde sig verdens bedste fodboldspiller.

Mandag aften modtog Rodri det prestigefyldte Ballon d’Or-trofæ, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) uddeler i samarbejde med fodboldmagasinet France Football.

Rodri vandt i konkurrence med 29 andre nominerede. Tre Real Madrid-spillere, Vinicius Junior, Jude Bellingham og Dani Carvajal, sluttede som henholdsvis nummer to, tre og fire i afstemningen.

Det var første gang siden 2003, at hverken Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo figurerede på listen over nominerede. Sidste år løb Messi med prisen for ottende gang.

Det er en jury sammensat af journalister fra de bedste 100 lande på fodboldens verdensrangliste, der har udpeget Rodri til den bedste spiller i sæsonen 2023/24.

Den 28-årige spanier havde en hovedrolle, da Manchester City i sidste sæson vandt det engelske mesterskab for fjerde år i træk. Siden var han med til at vinde EM med det spanske landshold og blev kåret til turneringens bedste spiller.

Rodri modtog trofæet på krykker, fordi han i september blev ramt af en korsbåndsskade, der formentlig vil holde ham ude i resten af denne sæson.

På scenen takkede han sine holdkammerater fra Manchester City for deres støtte.

– Det er en holdsport. Manchester City er noget helt særligt. Jeg ved, at det her ikke ville være sket uden jer. I mine øjne er det den bedste klub i hele verden.

Han takkede desuden det spanske landshold og den spanske landstræner Luis de la Fuente.

– Jeg er nødt til at nævne mine holdkammerater, som vi (landsholdet, red.) vandt EM sammen med. Dette er ikke for mig, men for spansk fodbold, sagde den spanske midtbanespiller.

Kåringen var i øvrigt omgivet af dramatik, allerede flere timer før den officielle ceremoni gik i gang.

Mandag eftermiddag meddelte Real Madrid, at klubben ville boykotte arrangementet efter forlydender om, at Vinicius Junior ikke ville vinde.

Det opfattede Real-ledelsen som mangel på respekt fra Uefa og Ballon d’Or-arrangementets side og valgte altså at lade sin delegation blive hjemme.

Det betød blandt andet, at træner Carlo Ancelotti ikke var til stede for at modtage det såkaldte Johan Cruyff-trofæ, der går til sæsonens bedste træner.

Prisen til den bedste kvindelige fodboldspiller gik for andet år i træk til spanieren Aitana Bonmati.

Hun vandt i sidste sæson Champions League med sin klub, Barcelona, og var i august 2023 med på det spanske landshold, der vandt VM.

En mand er blevet stukket ned på åben gade. Han er afgået ved døden. Læs historien her.