Politiet har modtaget et meget trist alarmopkald fra en kolonihaveejer, der har meddelt, at ejerens lille hund er blevet stjålet i forbindelse med et indbrud
Man må næsten formode, at ejeren af et kolonihavehus kunne have ønsket, at indbrudstyven havde stjålet alt andet, end lige det der blev taget.
Onsdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse fra ejeren af et kolonihavehus, der havde konstateret, at der havde været indbrud.
Indbrudstyven var tilsyneladende kommet ind gennem et vindue – og inde i huset havde tyven fået fat i en mindre hund, som han tog med samme vej ud, som han kom ind.
Indbruddet skete i en kolonihaveforening i Næstved, og straks var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på adressen for at efterforske sagen.
Det oplyser politikredsen torsdag i døgnrapporten.
Til trods for en meget trist ejer, der nu manglede sin elskede hund, kunne sagen dog alligevel ende lykkeligt.
‘Hunden blev senere via vidneudsagn fundet sammen med den formodede indbrudstyv i en lejlighed i Næstved,’ oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den formodede indbrudstyv er en 40-årig mand fra København, som nu er sigtet for indbruddet i kolonihaven.
Den mindre hund og ejeren er blevet genforenet.