I 2021 mistede en 21-årig mand livet efter pakistaneren Ali Hassan Zubair kørte vanvidskørsel. Han slipper nu for udvisning
En ung, pakistansk mand slipper alligevel for udvisning, efter at han i juni 2021 kørte vanvidskørsel og dermed var skyld i en 21-årig mands død.
Det har Højesteret afgjort i en dom fredag.
Her idømmes den 22-årige pakistaner en advarsel om udvisning. Det er modsat landsretten, der udviste ham i seks år.
Den 22-årige Ali Hassan Zubair er født i Danmark og har boet her hele sit liv. Han har aldrig været i Pakistan, hvor han er statsborger.
Han var i gang med at færdiggøre sin gymnasieuddannelse, da han natten til 20. juni 2021 kørte kapkørsel og ramte en 21-årig mand i krydset mellem Borups Allé og Mågevej i København.
Den 21-årige mand, der var på vej hjem fra fest med tre venner, døde på stedet af sine voldsomme kvæstelser.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I landsretten blev Ali Hassan Zubair idømt fire år og seks måneders fængsel og frakendt førerretten i syv år. Højesteret finder ikke, at der er grundlag for at forhøje landsrettens straf.
Højesteret har også skullet vurdere, om Menneskerettighedskonventionen er til hinder for at udvise den nu 22-årige mand. Og konklusionen er, at han ikke kan udvises.
Retten lægger blandt andet vægt på, at længden af straffen i det væsentlige er begrundet i en lovovertrædelse, der er begået ved uagtsomhed og varede få minutter.
Efter oplysninger om den 22-årige og den begåede kriminalitet finder Højesteret desuden, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at han igen vil begå kriminalitet.
Den 22-årige mand har under sin varetægtsfængsling færdiggjort sin gymnasieuddannelse. Han blev løsladt i marts.
Advokat Anders Schønnemann, der er forsvarer for den 22-årige, er meget tilfreds med dommen, der efter hans opfattelse er et nybrud, fordi man frifinder for påstanden om udvisning, selv om fængselsstraffen er så hård.
– Han er ekstremt lettet. Det er hele hans liv, der har stået på spil. Med udsigt til at han skulle derned og bo – og blive revet ud af sit helt almindelige liv – var helt ubærligt for ham.
– Derfor var det kæmpestor lettelse for ham, siger Anders Schønnemann.