Sket i nat: Over 100 biler har fået piftet dæk

Over 100 biler har natten til onsdag fået punkteret deres dæk på Egernvej og Solsortvej på Frederiksberg.

Københavns Politi skriver på Twitter:

“Vi er til stede på Frederiksberg – bl.a. på Egernvej og Solsortvej – hvor mange biler har fået lukket luft ud af dækkene. Vi har pt. registreret over 100 biler. Vi efterforsker hærværket, og vi hører gerne fra borgere, der har set noget. Kontakt os på 1-1-4.”

Tilbage i september 2022 fik mindst 50 biler piftet dækkene på Frederiksberg. Dengang var det et led i en koordineret international aktion, som The Tyre Extinguishers – på dansk ‘Dækslukkerne’ – stod bag.

LÆS OGSÅ: Vågner op til flade dæk: Flere biler piftet i nat

Formålet dengang var at gøre opmærksom på den CO2, som biler udleder, og som efter aktivisternes mening skader klimaet – og dermed miljøet.

Det vides ikke, om organisationen har noget med nattens hærværk at gøre.

Billederne her på siden er fra Egernvej på Frederiksberg.