Københavns Byret mener, at 31-årig mand selv bærer ansvar for langvarig fængsling
Københavns Byret afviser at tilkende 31-årige Hassan Jama erstatning for at have siddet varetægtsfængslet i en terrorsag i mere end et år.
Jama har fra anklagemyndigheden krævet 1,6 millioner kroner i erstatning for uberettiget fængsling, men det krav er blevet afvist. Jama har udvist såkaldt egen skyld, og er derfor ikke berettiget til erstatning lød afgørelsen fra anklagemyndigheden.
Men Hassan Jama, som blev anholdt i forbindelse med en større aktion anført af Politiets Efterretningstjeneste i december 2021, indbragte sagen for domstolene, og her er der tirsdag afsagt dom. “Anklagemyndigheden frifindes”, lyder det i dommens konklusion.
Mens anklagemyndigheden valgte at rejse tiltale mod en række af de andre anholdte i sagen, så endte sagen for Hasan Jamas vedkommende i en påtaleopgivelse. I daglig tale blev sigtelsen – og dermed sagen mod ham – droppet.
Retsplejeloven har en bestemmelse, som siger, at personer, der har været anholdt eller varetægtsfængslet, har krav på erstatning, hvis sagen ikke munder ud i en dom.
Men den ret gælder ikke, hvis den sigtede selv har “givet anledning til foranstaltningerne”, som det hedder i loven.
Og det er netop med henvisning til den bestemmelse, at Hassan Jama er blevet nægtet erstatning.
Københavns Byret har indtil videre kun oplyst dommens konklusion, og de nærmere præmisser er derfor ikke offentligt kendte.
Hassan Jama har mulighed for at anke dommen til Østre Landsret.
/ritzau/