Sigtet: Satte ild til mands hænder

Illustrationsfoto

En 42-årig mand bliver onsdag fremstillet ved Retten på Frederiksberg, hvor han er sigtet for frihedsberøvelse, mishandling, legemsangreb af særlig brutal karakter og trusler.

Ifølge politiet har den 42-årige mand på et ukendt tidspunkt mellem 28. maj og 4. juni og sammen med en ukendt medgerningsmand transporteret en mand fra et ukendt sted til en lejlighed i Kastrup.

Manden fik ifølge sigtelserne en maske på og blev ved ankomsten til lejligheden truet med at blive slået ihjel, hvis han stak af eller gjorde modstand.

I lejligheden blev manden ifølge politiet udsat for vold.

Det skete, ved at den 42-årige slog og sparkede ham, satte ild til hans hænder ved at bruge en spritserviet, skød efter ham med plastikkugler, slog ham med pistolen og brændte ham med en cigaret.

Den 42-årige skal desuden have sendt manden sms’er, efter at det lykkedes ham at komme fri, hvori han truer manden med, at han vil slå ham ihjel.

Dommeren lukkede dørene ved grundlovsforhøret, og det vides derfor ikke, om den 42-årige vil forklare sig, eller hvad han i givet fald har fortalt.

Det vides ikke, om manden er blevet varetægtsfængslet.

Læs også: Udrykningskøretøjer haster til Parken