En 15-årig dreng, der søndag mistede livet efter et knivstikkeri i Grenaa, døde som følge af et enkelt knivstik i brystet.
Det fremgår af sigtelsen mod en jævnaldrende dreng, der mandag læses op i Retten i Randers.
Han er sigtet for at have dræbt den 15-årige søndag eftermiddag ved stationspladsen i Grenaa.
Han sigtes også for forsøg på grov vold mod en anden person ved at have stukket ud efter ham.
LÆS OGSÅ: Politiet: Mistænkt morder kendte 15-årig dreng i forvejen
Men han ramte ikke kroppen, kun jakken, fremgår det af sigtelsen.
Episoden fandt sted søndag sidst på eftermiddagen. Politi og ambulance rykkede ud, men den 15-åriges liv stod ikke til at redde.
Kort tid efter blev drengen anholdt og sigtet.
LÆS OGSÅ: Teenager dræbt i knivstikkeri: Anholdt 15-årig skal i grundlovsforhør
Den sigtede er spinkel af bygning. Han føres ind i retslokalet af civilklædte betjente.
Efter at sigtelsen er læst op, anmoder forsvarsadvokaten om, at der nedlægges navneforbud.
Det betyder, at pressen ikke kan gengive oplysninger, der kan identificere den sigtede.
LÆS OGSÅ: 15-årig dræbt med kniv: Blomster og lys på stationen
Det sker trods protester fra pressen.
Dommeren beslutter også, at der nedlægges et referatforbud. Det sker, inden den sigtede har tilkendegivet, hvordan han stiller sig til sigtelsen.
Endelig beslutter dommeren, at resten af forhøret holdes bag lukkede døre.
Det sker på anmodning fra specialanklager Jesper Rubow. Han peger på, at efterforskningen endnu er på et indledende stadie.
LÆS OGSÅ: Flaget går på halv på knivdræbt drengs skole: Elever får krisehjælp
Det skal være muligt at efterforske sagen, uden at eventuelle vidner påvirkes af pressens fremstilling af sagen, lyder det.
Østjyllands Politi har i en pressemeddelelse oplyst, at den sigtede og offeret kender hinanden.
– Vi ser ingen tilknytning til bandemiljøet, og det er ikke et opgør i det kriminelle miljø, så det er ikke den retning, vi efterforsker.
– Det tyder på, at det er nogle stridigheder, der er eskaleret, men vi er i fuld gang med at afdække, hvad der er gået forud for drabet, siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
Dommeren skal under grundlovsforhøret beslutte, hvad der skal ske med den sigtede.
Unge under 18 år bliver typisk varetægtsfængslet i surrogat på en sikret institution.