En 34-årig mand, der er bosat på udrejsecenter Kærshovedgård, bliver nu varetægtsfængslet under anklage for i påvirket tilstand at foretage en hasarderet overhaling og køre en kvinde ihjel
Onsdag morgen gik det grueligt galt på Rute 13 ved Nørre Snede mellem Viborg og Vejle, da en 34-årig mand kørte frontalt ind i en 55-årig kvinde.
Sammenstødet kostede kvinden livet.
Den 34-årige mand er bosat på Kærshovedgård og blev kort efter sammenstødet anholdt af politiet.
Manden foretog, ifølge sigtelsen, flere hasarderede overhalinger, og han kørte 120 kilometer i timen på en vej med hastighedsbegrænsning på 70.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Under et grundlovsforhør onsdag klokken 13.00 er offentligheden blevet bekendtgjort med de sigtelser, der er rettet mod manden.
Han er konkret sigtet for at forårsage den 55-årige kvindes død ved at køre hasarderet og ved at køre, selv om han har fået frataget førerretten.
Derudover mener politiet, at manden kørte i påvirket tilstand, da en narkotest kort efter ulykken slog positivt ud på cannabis.
“Der er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Der er ingen formildende omstændigheder. Alt taler ind i et groft uforsvarligt tilfælde. Og grovheden gør, at sigtede ikke skal være på fri fod,” sagde anklager Linda Borch Pedersen ifølge TV Midtvest under grundlovsforhøret.
Den 34-årige mand blev i forbindelse med sin anholdelse efter ulykken desuden fundet i besiddelse af en kniv og af stoffer.
Derudover oplyser Linda Borch Pedersen, at Sydøstjyllands Politi så sent som den 5. marts stoppede manden, da han kørte aggressivt og pressede øvrige bilister. I den forbindelse blev den 34-årige også testet positiv for kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer.
Politiet forsøger samtidig at få kendelse til at kunne ransagde mandens telefoner, da man mener, at han bruger dem til at sælge stoffer.
Da ulykken indtraf var den 34-årige på vej til Kærshovedgård for at overholde sin meldepligt, oplyste han i en afhøring med politiet.
Retten fandt af alt ovenstående grund til, at den sigtede skulle varetægtsfængsles.